Vi må øge vores tolerance overfor meningsløshed

Reach for the stars2

”Det skal give mening” hører man igen og igen.

Både ledere, medarbejdere og konsulenter siger det.  Forskerne påpeger tilmed, at mening i arbejdet påvirker vores trivsel og produktivitet ganske markant. Måske derfor gør alle sig umage for at skabe mening: Lederne forklarer og kommunikerer i et væk, og medarbejderne prøver at sætte det daglige arbejde ind i en sammenhæng, og forstå hvad der forventes af dem. På trods af alle disse anstrengelser er der tilsyneladende konstant et større eller mindre meningsunderskud på danske arbejdspladser: ”Det giver slet ikke mening”, hører vi så.

Så hvordan skal vi forstå og handskes med, at alle tilsyneladende er enige om, at mening er vigtig, men at vi igen og igen ender i situationer med meningssammenbrud?

Den forklaring og praksis, som jeg oftest støder på, er at kigge (læs: pege) op ad mod ledelsen og lidt anklagende konkludere, at meningsløshed er en konsekvens af dårlig kommunikation og dårlig koordination. Denne forklaring er der bestemt noget sandhed i.

Organisationer kendetegnet ved en dysfunktionel eller slet og ret inkompetent ledelse producerer rige mængder meningsløshed: Ukoordinerede beslutninger, suboptimering, mangelfuld kommunikation, ubegrundede forandringstiltag, ineffektive rutiner, manglende opfølgning, uklar hovedopgave, utydelig vision osv.

Grundantagelsen i denne analyse er, at mening vil åbenbare sig, hvis bare ledelsen gør sit arbejde ordentligt: beslutter, begrunder, koordinerer, viser retning osv. Bevares, alle disse forhold forklarer da også langt henad vejen meningsløsheden. Problemet er bare, at denne grundantagelse alligevel ikke helt holder vand i mødet med realiteterne. Jeg møder nemlig i min færden som konsulent masser af dygtige, engagerede og troværdige ledere, men også i deres organisationer florerer meningsløsheden. Slet ikke i samme rigelige mængder som i den dysfunktionelle organisation, men ikke desto mindre er den hele tilstedeværende som et bagtæppe til meningen.

Nå ja – kunne man så indvende – selv i den bedst drevne organisation er der dårlige beslutninger, mangelfuld kommunikation osv., hvilket jo så må være forklaringen. Altså samme grundantagelse som før: Hvis bare ledelsen var dygtig nok, kunne vi annullere meningsløsheden og indstifte orden. Hvis vi går mere undersøgende til værks, så åbenbarer der sig imidlertid en mere ubekvem realitet: Nemlig at der nogle gange også opstår meningsløshed, selvom alle gør ’det rigtige’.

Eksempelvis at man i den ene organisatoriske enhed producerer en perfekt løsning, fx et kvalitetssystem, som viser sig at blive problematisk for en anden enhed. Eller at en nødvendig strategisk prioritering, som topledelsen foretager, tager sig fuldstændig meningsløs ud på driftniveau.

Pointen er, at vi – selv ikke med den bedste kommunikationsstrategi eller det bedste design for medarbejderinddragelse og tværorganisatorisk dialog – kan skabe fuldstændig overensstemmelse i intentioner, interesse og rationaler og dermed perfekt mening. Den dystre realitet er altså at, alle større organisationer producerer et vist mål af meningsløshed. Ikke fordi de uduelige, men fordi det er et vilkår.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal holde op med at gøre os umage for skabe mening – ledelse såvel som medarbejdere er stadig lige forpligtede – men måske er det på tide, at vi forlader forestillingen om, at vores kollektive anstrengelser kan bringe os helt i mål. For måske er den forestilling i virkeligheden med til at fastholde os i mismod, frustration og gensidig mistillid.

Opgaven synes snarere at være at vi opbygger en form for ’meningsløshedstolerance’ – altså en individuel og fælles fortalt accept af, at hverken organisationer, mennesker eller meningsdannelse er perfekte; at selv de bedste intentioner, løsninger og beslutninger vil indeholde elementer af meningsløshed, fordi vi som vilkår vil være delvist adskilte af rationaler, perspektiver, overbevisninger og interesser.

Er meningsløshedstolerance så det samme som at slå ud med armene og op i banen? Nej – det handler om at komme overens med det mulige, fremfor at frustreres over, at det umulige er, ja umuligt. Det er at finde et nyt sprog for, hvordan vi omtaler og forstår ”dem” – de andre som tilsyneladende producerer meningsløsheden, fordi vi ikke synes de lytter nok eller forstår os tilstrækkeligt. Det handler om at tage ansvar for vores egen reaktion i mødet med det meningsløse.

Tænk hvilken ro der ville indfinde sig, hvis vi bare for en stund kunne formå at sætte parentes om vores stræben efter perfekt orden og mening, og i stedet nøgternt og løsningsorienteret fokusere på det som er.

/Timo

Comments

Jesper
Reply

Spændende artikel. Jeg tror også eksisterer meningsløshed i verden. Mange sygdomme og Ulykker, fx. Men måske er det især tolerance overfor (noget af) det, der giver mening for andre, der er brug for?
Hvis noget ikke giver mening for nogen, og vi kan ændre på det, skal vi vil prøve at lave dem om?
Der er også noget, der giver mening for nogen, som ikke skal tolereres, fordi det skader andre.

admin
Reply

Kære Jesper,
Tak for din respons. Jeg synes det er nogle fine præciseringer, som ligger i tråd med pointerne i bloggen. Den form for meningsløshed som vi er nødt til at tolerere er netop den, som eksisterer på trods af at alle gør deres ypperste for at løse deres opgave og sågar gør deres bedste for at være lyttende, perspektivbevidste og ikke-suboptimerende i deres tilgang til tingene. Mit budskab er netop, at meningsløsheden er et eksistentiale som vi ikke kan komme til livs og derfor ikke skal bruge energi på at komme til livs. Når dette er sagt er det jo ingen undskyldning for ikke at gøre noget ved den meningsløshed som vi faktisk kan gøre noget ved, eller som direkte skader andre. Timo

Leave a comment

name*

email* (not published)

website