De sidste par år har jeg været så heldig, at jeg er blevet bedt om at holde et oplæg for de nystartede psykologi-studerende på Aarhus Universitet. Emnet har hvert år været hvad en erhvervspsykolog ”fra det virkelige liv” arbejder med og oplægget tjener det formål, at give de studerende en fornemmelse af, hvad de kan komme til at arbejde med i praksis, når de efter fem års hårdt arbejde på studiet kan kalde sig psykologer.
Jeg betragter det som en ære og en glæde at holde oplægget. Naturligvis fordi det er spændende at kunne præge kommende generationer af psykologer en lille smule. Men egentligt er jeg mest glad for at holde oplægget, fordi det tvinger mig til at reflektere over noget vigtigt:
Hvad er det egentligt vi i Perspektivgruppen går rundt og gør?
Forberedelsen til oplægget er en kærkommen lejlighed til i tanken at hæve sig lidt op og tænke over, hvad det egentligt er for en forskel, en konsulentvirksomhed som vores gør for vores kunde…
Svaret er, at vi hjælper organisationer med det psykologiske og mellemmenneskelige bøvl, man enten kan forudse vil opstå, og derfor ønsker at foregribe, eller det der allerede er opstået. På nogle måder kan det måske virke indlysende grænsende til det banale. Når det alligevel er værd at hæfte sig ved, skyldes det, at der i den del af konsulentbranchen, vi befinder os, er en tendens til hele tiden at lede efter ”det næste nye” ledelses/forandrings/innovations-koncept.
I de knapt 7 år, jeg har været erhvervspsykolog, har jeg set flere ”konceptbølger” rulle ind over den organisatoriske strand. Jeg skal ikke holde mig for god til selv at have svømmet i brændingerne og udbredt mig om ”det næste nye”. Blot for senere at opdage, at det nu var noget nyt, der var ”det nye”.
På det seneste er jeg dog blevet mere og mere optaget af det uforanderlige i vores arbejde i Perspektivgruppen. Hvis vi bliver i billedet med bølger og brændinger på stranden, kan vi måske forestille os en stor sten, der ligger i vandet og nok overskylles af bølger, men som altid er der, uafhængigt af bølger, vind og vejr.
Den store sten i vores arbejdsliv er netop de psykologiske og relationelle problemer, der uvægerligt følger med livet i organisationer, hvad enten de er offentlige, private eller interesseorganisationer. De mere borgerlige navne for sådanne problemer er måske ”samarbejdsbøvl” eller ”konflikter på arbejdspladser”. Måske henvender ledere sig med diffuse problemer som ”mine medarbejdere gør ikke det, vi aftaler” eller ”Hvordan skal jeg fortælle en nær samarbejdspartner, at jeg ikke er tilfreds med hendes indsats?”.
Vores ydelse – ja vores eksistensberettigelse er – at vi hurtigt kan hjælpe disse mennesker og organisationer med at forstå deres situation på en måde, der gør det muligt at skabe den nødvendige forandring – enten ved vores mellemkomst eller ved egen kraft.
Vi hjælper mennesker og organisationer med det psykologiske og relationelle bøvl – kunne man fristes til at sige.
For de studerende, der hørte oplægget forleden, har jeg den forhåbning, at de gik derfra med en fornemmelse af, at det er med god grund, at psykologistudiet er beregnet på at give dem en bred psykologisk faglighed, før nogle af dem træder ud som fagprofessionelle psykologer i den erhvervspsykologiske virkelighed.