DEN MOTIVERENDE SAMTALE

IMG_2177 (2).jpg

At motivere andre mennesker er en lige dele spændende og frustrerende opgave for et bredt spektrum af professionelle. Hvad end du er lærer, der søger at motivere unge til at passe deres skole, praktiserende læge, der ønsker at engagere patienter i skære ned på hurtige kulhydrater, eller jobvejleder, der forsøger få ledige til at søge job uden for nærområdet, så er udfordringen grundlæggende den samme: at hjælpe et andet menneske til at træffe kloge valg og handle på disse.

Et hav af studier viser, at “den motiverende samtale” ofte kaldet - motivational interviewing (MI) – er en effektiv metode til at fremkalde forandringer hos mennesker i mange forskellige kontekster. Studierne viser også, at den professionelles indstilling og samtalestil har afgørende betydning for, hvor sandsynligt det er at udvirke forandring hos et andet menneske.

Fundamentet for den motiverende samtale

Den motiverende samtale bygger på en opgivelse og en anerkendelse. Du skal opgive forestillingen om, at det er din opgave at bestemme over (og fixe) andre, og sige goddag til anerkendelsen af, at det andet menneske – i de fleste tilfælde - har ret til at træffe sine egne valg og suverænt selv bestemmer sine handlinger. Det lyder som en banalitet, men det er et fundamentalt opgør med den belæring, moraliseren og bedreviden, som alle – ja, også vi i Perspektivgruppen – til tider mærker i mødet med mennesker, der handler (selv)destruktivt.

I anerkendelsen ligger tillige, at den professionelle møder det andet menneske med empati, ligeværd og oprigtig nysgerrighed på den andens egne mål, værdier, ønsker og drømme. Kun ved at tage afsæt i disse kan der skabes en samtale, hvor det andet menneskes egen indre motivation for forandringsprojektet kaldes frem og konsolideres.         

Den motiverende samtale som samtaleteknik

Den motiverende samtale er en samtale, hvor en professionel guider et andet menneske til at overveje forandring og overvinde den ambivalens, der fastholder status quo. Selve samtalen bygger på fire samtaleteknikker, der ofte forkortes i akronymet ÅBRO – åbne spørgsmål, bekræftende udsagn, refleksioner og opsummeringer. I en lidt populær formulering kan man sige, at den motiverende samtale handler om at hjælpe den anden til at overtale sig selv. Den professionelle er således en fødselshjælper for den andens egen indre motivation frem for en overbeviser, der fylder motivation på.  

Den motiverende samtale i organisationen

Den motiverende samtale er lige dele håndværk og ånd. Teknikkerne virker ikke efter hensigten, hvis de ikke anvendes i overensstemmelse med samtalens ånd – empati og anerkendelse af den andens selvbestemmelsesret. Når en organisation ønsker at dygtiggøre sig i den motiverende samtale, kan det derfor være værd at overveje om det ikke kun er kompetencerne men også kulturen som har brug for en opdatering. Som erhvervspsykologer har vi et særligt øje for dette og udfordrer jer gerne på den del.

Endelig er intet kompetenceudviklingsforløb bedre end dets implementeringsgrad. Derfor kan I forvente, at vi drøfter med jer, hvordan I kan sikre praksisintegration og opfølgning, herunder hvordan I kan bidrage til at opbygge en feedback-kultur.

NYSGERRIG EFTER AT HØRE MERE?

Hvis du er interesseret i at høre nærmere om vores erfaringer og kundecases, så udfyld formularen nedenfor, og vi kontakter dig inden for et døgn