2021 startede og slutter og i coronaens tegn med høje smittetal og restriktioner, der sætter frihed og forretning under pres. I dette blog indlæg tillader jeg mig at smide den professionelle maske og invitere jer med ind i det følelsesmæssige “maskinrum”.
Januar 2021 var på alle måder en maveplasker: Jeg havde fået mig selv overbevist om, at vi kunne komme igennem vinteren uden restriktioner, der lagde forretningen ned, og da de alligevel ramte blev jeg ramt af tristhed og frustration. Det var både truslen mod levebrødet og begrænsningen ift. at gøre det, der giver mest mening for mig; nemlig at hjælpe mine kunder, som pressede mig.
Skruer vi tiden frem til december 2021 står vi igen overfor nedlukning. Smittetallene er tilmed 3 gange så høje og ingen aner hvor stort et pres på sundhedssystemet Omikron kommer til ar lægge. Vaccinerne er kommet, men deres effekt på flugtvarianten synes diskutabel, og der er masser af usikkerhed om hvor længe vi skal lukke samfundet i denne ombæring. Ikke desto mindre er min reaktion på uvisheden langt mere balanceret end for knap et år siden. Jeg tilskriver det, at det dengang gik op for mig, at mit dårlige humør ikke så meget skyldtes situationen som den var, men i højere grad, at jeg var offer for Stockdale paradokset.
James Stockdale var en amerikansk flyverkaptajn som under Vietnamkrigen blev skudt ned og måtte tilbringe de næste 7,5 år i fangelejr. Stockdale overlevede tiden i fangelejr og på et tidspunkt spurgte den amerikanske ledelsesekspert Jim Collins ham, hvad der kendetegnede de fanger, der ikke overlevede. Til det svarede Stockdale overraskende nok: “optimisterne”. Hans observation gik på, at optimisterne koblede deres håb op på konkrete forudsigelser: vi er ude til jul. Nå, ikke jul, jamen så påske da etc. Disse blev gang på gang gjort til skamme og til sidst knækkede det optimisterne psykisk og fysisk. Stockdales eget perspektiv var en realistisk tilgang præget af en stålsat tro på at overleve, men en benhård erkendelse af, at den brutale realitet var, at ingen vidste hvornår mareridtet ville ende.
Siden min erkendelse har jeg prøvet at møde Coronaen med Stockdales mindset: Vi skal nok komme igennem det, men det er ikke ovre før det er ovre. Ingen kan forudsige hvornår det er. Selv de allerdygtigste eksperter kan ikke sige noget med sikkerhed, fordi flugtvarianter med ét kan ændre spillets regler netop som vi troede vi var igennem det værste. For mig betyder det, at jeg møder det som kommer langt mere fattet og - paradoksalt nok - håbefuldt end da jeg for et år siden hang fast i min optimistisk tro på en vinter uden restriktioner.
Det skal nok blive godt igen… vi aner bare ikke hvornår.
/Timo